Måske er jeg bare sart, men når jeg læser at regeringen omtaler os pensionister som “ældrebyrden” så får jeg nok. Det er muligt de ser os som en byrde, men glemmer måske at en del af den skat vi har betalt i vores arbejdsliv var vores forsikring for at få en værdig alderdom. Det er som om politikerne glemmer at vi hverken er døve eller blinde (mange af os), vi er faktisk i stand til at både læse aviser og se på vores pensionsudbetaling at vi ikke stiger i “løn” som resten af befolkningen. Nåe pyt, vi kan jo bare spænde livremmen et ekstra hul ind, for vi har nok ikke så mange behov mere, vi spiser og drikker mindre som undersøgelser viser.                                                            Man kunne jo også bare give alle over 70 en pille så vi kunne forsvinde fra jordens overflade, så ville regeringen få plads  til at forgylde de borgere de ønsker, og vupti! en byrde er væk.

Måske er jeg lidt vred med tilbagevirkende kraft. Nu har det ikke altid været sådan at jeg har følt mig dårligt behandlet af systemet. Da jeg for 24 -25 år siden blev ramt af leddegigt gik min verden i stå. det startede med smerter i den ene fod, min læge lavede en gigttest på mig og jeg husker da resultatet kom, at jeg udbrød “gudskelov at det ikke er kræft eller aids”. På det tidspunkt vidste jeg heller ikke at det skulle komme til at ændre resten af mit liv. 

Derefter fulgte forskellige udredninger og undersøgelser af uvildige reumatologer. Faktisk var jeg ligeglad for jeg havde opgivet at få et liv efter det, men da jeg havde adgang til en lejlighed på Mallorca besluttede jeg at rejse herned, bare for nogle måneder.                                                                                                                                      Det var sikkert en benægtelse fra min side ikke at acceptere den kendsgerning at jeg aldrig ville blive rask. Det nok unødvendigt at nævne at jeg måtte sælge mit hus med tab, bruge hvad der var på min kapitalpension for at overleve indtil året efter jeg var flyttet herned, hvor der kom en afgørelse fra pensionsstyrelsen at man havde tilkendt mig højeste pension. Jeg husker at jeg græd da min datter læste brevet op for mig, ikke af glæde som det måske skulle have været, men af sorg over at jeg følte mit liv var slut.                                                                                                                                                    I de første mange år her, (for jeg blev på grund af varmen der har fantastisk virkning på leddegigt), brugte jeg mange penge på forskellige alternative behandlinger, rengøring, træning af muskler, taxi, fodtøj og meget andet som de penge jo er øremærkede til.

Så kom dagen hvor jeg blev folkepensionist, og fra dag 1 gik jeg direkte ned i ydelse, alle tillæg forsvandt og nu måtte jeg, undvære de forskellige hjælpemuligheder jeg havde penge til før. Nu havde jeg naturligvis undersøgt min nye status på forhånd, så jeg var forberedt, men ringede alligevel til pensionsstyrelsen og stillede et retorisk spørgsmål ” øh, betyder det nu at jeg er rask siden jeg ikke kan få mere hjælp”. Og svaret var ” nej, men det betyder at du er at sidestille med andre folkepensionister, for de har jo alle forskellige skavanker”…………………hold da op et begavet svar, men jeg indså at der ikke var mere at kæmpe for, så det var vel bare at spænde livremmen ind. Som sagt så gjort, og man kan også leve billigere her hvis man tænker sig godt om.

Her kommer jeg så til at ende mit liv, for i Danmark er jeg jo “ældrebyrde” og det er ikke lige en betegnelse jeg bryder mig om. Trist er det at mit fædreland ikke har plads til den generation der dog har været med til at bygge det samfund op der idag har stor velstand.  

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.